Monthly Archives: October 2015

Status på klublokaler – Del 2

ENDELIG LYKKEDES DET!

Vi har endelig fået byggetilladelse til vores lokaler!

Det har været et stort arbejde, men nu er det endelig ved at falde på plads, og vi glæder os helt vildt til at komme i gang med at flytte ind.

Næste trin i processen bliver at snakke med udlejeren og få underskrevet en lejekontrakt, så han kan komme i gang med at bygge omklædningsrum og toiletter til os.

Derefter må vi selv i arbejdstøjet og få indrettet vores lokaler, så vi forhåbentlig kan få de fedeste faciliteter i Århus! Og vi håber selvfølgelig at så mange fra klubben som muligt vil give en hjælpende hånd.

Når vi begynder at nærme os en indflytningsdato, vil der komme mere information om hvad der skal ske.

Status på klublokaler

Som mange ved arbejdes der i bestyrelsen hårdt på at få vores egne klublokaler. Vi har gennem en meget lang periode besigtiget en række mulige lejemål for at vurdere, hvorvidt disse kunne bruges som nye klublokaler.
Gunnar Clausens Vej 19 maps
Vi har i vinters fundet brugbare lokaler på Gunnar Clausens Vej i Viby.
Det er store lokaler, som giver gode muligheder for at indrette en fin stor dojang (kan opdeles i to dojanger), fitnessrum, opholdsrum, kontor og nyindrettede bade- og omklædningsfaciliteter adskilt til piger og drenge m.m.
Processen for at opnå de nødvendige godkendelser fra kommunen både i forhold til økonomi og ikke mindst i forhold til ibrugtagning til taekwondo (brandsikring, ventilation m.m.) er lang og krævende. Vi er af den opfattelse, at vi nu nærmer os målet dog udestår stadig den endelige og vigtigt godkendelse fra Byggeri.
Når samtlige godkendelser er på plads, underskriver vi lejeaftalen, hvorefter vi skal i gang. Der ligger en stor opgave for klubben og os alle i at rydde lokalerne og efterfølgende bygge skillevægge, male m.m. Men det er jo den sjove del – for så kan vi endeligt fejre, at vi har vores egne klublokaler!
Vi vender naturligvis tilbage med mere information så snart, der er væsentligt nyt vedrørende vores kommende klublokaler.
Indtil videre krydser vi fingre og håber det bedste. Det er tættere på end nogensinde før!
Hvis du har spørgsmål vedrørende klublokaler kan du tage fat i Jan, eller en anden fra bestyrelsen.