Som navnet antyder, er taekwondo en alsidig sport, hvor man effektivt træner og lærer at forsvare sig selv med brug af hele kroppen.
I praksis kommer det til udtryk gennem aktiv træning af smidighed, balance, kondition, udholdenhed, hurtighed og styrke — på en måde, hvor man hurtigt kan se forbedringer. Derudover er taekwondo også en træning af psyken med stor fokus på disciplin, dedikation og respekt både over for sig selv og sine klubkammerater.
Man kan sagtens træne sporten uden store konkurrenceorienterede ambitioner. Men har man lyst, er der rig mulighed for at deltage i stævner og turneringer, både nationalt og internationalt — taekwondo er blandt andet en disciplin ved de Olympiske Lege.
Taekwondo er altså en sund og berigende sport, som dyrkes verden over af både gamle, små og alle derimellem. Ud over at komme i god form og lære at forsvare sig selv får man adgang til et bredt og tæt socialt netværk af folk i alle aldre med samme interesse og passion som en selv.