Værd at vide som elev

Pensum

Når du som taekwondoelev vil opnå en ny bæltegrad er der nogle ting du skal kunne, f.eks. skal du kunne nogle koreanske ord og udtryk, forskellige teknikker som slag, spark og blokeringer samt sammensatte mønstre af teknikker (poomse).

For at have overblik over teknikkerne går vi ud fra et pensum, hvor de ting du skal kunne er nævnt. Det vil sige at du f.eks. til grønt bælte (7. kup) skal kunne pensummet til og med grønt bælte.

Der arbejdes på at udarbejde et pensum specifikt for Lyseng Taekwondo. Indtil det er gjort bruger vi pensum fra Dansk Taekwondo Forbund

Link til pensum: Link

Graduering

For at kunne opnå den næste bæltegrad skal du indstilles af din instruktør. Det foregår ved at du deltager i træningen over en længere periode, på den måde kan instruktøren vurdere hvilke områder du skal arbejde på for at kunne klare gradueringen.

Gradueringen er en prøve, hvor trænerne kan vurdere den enkelte elevs stadie. Eleverne skal derfor vise at de har udviklet sig inden for de fire ovennævnte områder, samt udvise god energi og ki!

Som begynder er kravene ikke så strenge, og du vil typisk kunne komme til din første graduering efter tre måneder. En graduering skal gerne være en god oplevelse, både for elev og instruktør, derfor bliver du ikke indstillet hvis instruktøren ikke mener du er klar.

Efterhånden som du stiger i bæltegraderne må man forvente at der går længere tid mellem gradueringerne fordi man ud over at vedligeholde hvad man allerede har lært også skal lære nye teknikker. Derfor kan der godt gå op til seks måneder mellem gradueringerne, det betyder ikke du er dårlig, det betyder bare at din instruktør vil være sikker på at du klarer dig så godt som muligt til gradueringen.

Træningen

Groft sagt kan taekwondo deles op i fire kategorier, hvor det er vigtigt at man øver sig i alle fire kategorier for at kunne komme til graduering.

Kategorierne er:

  • Grundteknik (koreansk: poom)
  • Poomsae (imaginær kamp)
  • Kamp (koreansk: kyorigi)
  • Selvforsvar (koreansk: hosinsul)

Derudover skal man også være øve sig på ki og styrke-/kardiotræning, som ofte vil være en del af træningen. Højere graduerede elever ’skal’ selv styrke-/kardiotræne ved siden af almindelig træning.

I poom/ grundteknik lærer man at de forskellige slag, spark og blokering vi bruger i taekwondo. Desuden lærer man at koordinere hænder og fødder så teknikkerne kan udføres korrekt. Det er her man får et fundament for sin taekwondotræning.

Alle grundteknikkerne vi laver har koreanske navne som efterhånden bliver en naturlig del af træningen.

I poomsae lærer man forskellige serier af grundteknikker. Ordet poomsae betyder groft oversat til dansk: sammensatte grundteknikker. Det kaldes også imaginær kamp fordi man forestiller sig at der er en modstander. I poomsae er det vigtigt at teknikkerne udføres kraftfuldt og flydende, således at det kan imitere en virkelig kamp.

I kyorigi/ kamp lærer man timing og afstand, så man på den måde lærer at flytte sig ift. sin modstander. Lige som i poomsae bevæger man sig flydende og udfører teknikkerne kraftfuldt, men denne gang med en rigtig modstander. Med tiden når man bliver mere øvet vil man også udvikle sin egen kampstil, som muligvis afviger fra det ens træner har undervist i som grundteknik.

I hosinsul/ selvforsvar er det vigtigt at fokusere på effektive teknikker, der vil fungere under stress, så man kan forsvare sig selv. Derfor skal det ikke nødvendigvis se godt. Det vigtige her er at afværge en farlig situation.

Ki er koreansk og betyder ‘energi’. Fælles for alle fire områder er at ki er en naturlig del af træningen. Hvis man har stærk ki vil ens slag, spark og blokeringer også blive stærke. For de højt graduerede er det vigtigt særligt vigtigt at vise stærk ki til træningen. På den måde sætter man et godt eksempel overfor nye elever.

Dojang etikette

For at alle skal få en god oplevelse med at træne i klubben er der nogle retningslinjer som vi alle følger:

  • Vi skal have det sjovt! – Taekwondo handler om disciplin og kunsten at kæmpe. Men derfor kan vi godt have det sjovt alligevel. Vi har ikke benhård militærdisciplin i klubben. Men vi forventer at man tager det seriøst og gør sit bedste til træningen.
  • Din dobog er pæn og ren – af hensyn til dine træningskamerater skal din dobog ikke være ildelugtende.
  • Du bukker for dojangen (træningssalen) og hilser på flaget, når du træder ind i træningssalen – Det gør vi for at vise at vi er kommet for at træne taekwondo.
  • Kommer du for sent, løber du op og bukker for træneren, inden du deltager i træningen – Der kan være en besked du er gået glip af som er vigtig for træningen.
  • Du forlader ikke lokalet under træning for at drikke, tisse el.lign. uden at få grønt lys af træneren – Det er mest for at træneren har styr på hvad der foregår.
  • Træneren tiltales på koreansk – 4. dan og over: Sabeum Nim, 1.-3. dan: Kyosa Nim, kup: Tyogo Nim, vores stormester Momme Knutzen tiltales Kwang Jang Nim
  • Når du står i gibon-joonbi-seogi (klarstand), står du klar, dvs. du står ikke og retter på tøjet, piller næse el.lign. – Forestil dig at du er i en kampsituation og lige skal rette på håret inden det går løs…
  • Det samme gælder, når der bliver forklaret noget til andre på holdet, så bliver du også stående i den pågældende stand, indtil træneren giver dig besked på andet. – På den måde bruger vi ikke for lang tid på at starte øvelsen forfra, fordi folk lige pludselig fokuserer på noget andet.
  • Vi koncentrerer os om træningen – så gemmer vi pjat og snak til efter træningen.

Overordnet bør du vise høflighed og respekt for træneren, træningssalen og de andre, der deltager i træningen. Ligesom man kan forvente, at træneren behandler eleverne respektfuldt og med hensyntagen til den enkeltes niveau.

Leave a Reply